Kalundborg er en energisk, aktiv og virkeivrig by beliggende cirka 100 km vest for København og tilsluttet et vej- og tognet, som gør det muligt at nå hovedstaden på godt en time i bil eller halvanden time i tog. En 18 meter dybvandshavn tilsikrer smidig adgang via havet. Faktisk ligger Kalundborg geografisk lige mellem Danmarks 2 største byer – København og Århus.

Kalundborg er Sjællands største industriby uden for København og har tiltrukket mange store virksomheder. Således har verdenskendte Novo Nordisk deres største produktionsanlæg i Kalundborg, og ligeledes ligger Equinors raffinaderi også i Kalundborg og som i øvrigt er Danmarks eneste. Asnæsværket et kraft/varmeværk er beliggende i Kalundborg, og en lang række andre danske og internationale virksomheder har etableret sig i eller har afdelinger i Kalundborg.

I Kalundborg tilbydes der flere gymnasielle uddannelser og tillige ingeniøruddannelse i bioteknologi, bioanalytiker og elektriker mfl.

I Kalundborg Kommune bor der knap 50.000 mennesker, hvoraf næsten 1/3 del bor i Kalundborg by. Byen er smukt beliggende ud til havet, giver let adgang til skov og strand, har et gymnasium og andre fuldt udbyggede faciliteter for både unge og gamle og udmærker sig også ved at huse Danmarks eneste 5-tårnede kirke.

Kalundborg er velegnet for både virksomheder og mennesker.